Vedtægter for Stald Golden Nugget
Vedtaget på stiftende generalforsamling den 6. marts 2006.
Senest ændret ved generalforsamling den 17. januar 2009.
Senest ændret ved generalforsamling den 23. januar 2010.
Senest ændret ved generalforsamling den 29. januar 2011.
§ 1.
Foreningens navn er: Stald Golden Nugget. Foreningens hjemsted er: Bornholm.
§ 2.
Foreningens formål er at fremme interessen for og kendskabet til travsport samt anden dermed i forbindelse værende interesser efter bestyrelsens skøn.
§ 3.
Antallet af anparter i foreningen gøres op pr. 31. december og er lig med fuldt indbetalte kontingenter. Anparterne ejer i fællesskab foreningen
§ 4.
Foreningen afholder generalforsamling én gang årligt, inden udgangen af februar.
Foreningens bestyrelse består af tre anpartshavere med en formand, en kasserer og et bestyrelsesmedlem.
Foreningens formand er også foreningens tekniske repræsentant, der er foreningens manager i forhold til hestens træner og hestesportens organisationer i øvrigt.
Hvor intet andet er anført, afgøres beslutninger, herunder køb og salg, ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte på generalforsamlingen. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Væsentlige beslutninger om operative indgreb fra dyrlæge m.v. afgøres dog ved afstemning i bestyrelsen.
Kassereren forestår den løbende bogføring, ind- og udbetalinger samt opkræver kontingent og andre løbende ydelser fra anpartshaverne. På foreningens konto/konti kan kasserer og revisor disponere alene.
Regnskabsåret er lig med kalenderåret.
§ 5.
Indkaldelse til generalforsamlinger skal finde sted med 14 dages skriftligt varsel. Bestyrelsesmøder indkaldes skriftligt med 8 dages varsel med angivelse af dagsorden.
Lovligt indkaldte møder er beslutningsdygtige uanset det fremmødte medlemstal.
Bestyrelsesmøder skal dog have deltagelse af min. 50 % af bestyrelsesmedlemmerne. Formanden indkalder til møderne.
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning.
3. Aflæggelse og godkendelse af revideret regnskab og prissætning af udmeldte anparter.
4. Valg af formand og 1 bestyrelsesmedlem – på valg i lige år.
5. Valg af kasserer – på valg i ulige år.
6. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen.
7. Valg af 1 revisorer.
8. Fastlæggelse af månedligt kontingent. Ændring af kontingent kræver accept fra 70 % af alle/samtlige anparter og uanset om alle anpartshavere er fremmødt på generalforsamlingen.
9. Fastsættelse af forsikringssum.
10. Fastsættelse af eventuel udlodning fra foreningens formue.
11. Indkomne forslag (forslag skal afleveres skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingen.)
12. Eventuelt.
Personer, der vælges på en generalforsamling, er valgt for en 2-årig periode.
På foranledning af et medlems anmodning påhviler det formanden at indkalde til et bestyrelsesmøde. I tilfælde af ønske om et sådant ekstraordinært bestyrelsesmøde skal indkaldelsen indeholde formuleret dagsorden, på de punkter, der ønskes drøftet.
§ 6.
Det årlige kontingent betales i månedlige rater til foreningens konto senest den sidste bankdag i måneden.
Det årlige kontingent kan betales i to halvårlige rater, hvor første rate skal være indbetalt senest sidste bankdag i marts og anden rate senest sidste bankdag i september.
Lovlig udmeldelse af foreningen kan ske med 3 måneders skriftligt varsel til formanden til udløb den 31. december, således at medlemskabet ophører det pågældende år den 31. december.
Ved lovlig udmeldelse har et medlem ret til at overdrage medlemskabet til tredjemand (dog jfr. § 3), hvorefter denne indtræder som medlem i det tidligere medlems sted, når der til formanden indgives et af begge parter underskrevet dokument, der udviser at medlemskabet er overdraget og på hvilke vilkår, derunder købesummen.
Den resterende del af bestyrelsen kan dog på foreningens vegne beslutte, senest 4 uger efter modtagelsen af ovennævnte dokument, at foreningen overtager andelen på samme vilkår som tredjemand har tilbudt at købe andelen. Oversiddes fristen og bestyrelsen i øvrigt ikke har berettigede saglige indsigelser mod overdragelsen - skal meddeles skriftligt ved anbefalet brev - er overdragelsen til tredjemand endelig, når formanden hurtigst muligt derefter har fremsendt et eksemplar af foreningens vedtægter og sidste godkendte årsregnskab til det nye medlem.
Ved lovlig udmeldelse - uden overdragelse til tredjemand - skal den udmeldte indbetale sin andel af foreningens bruttogæld (samtlige passivposter ifølge status minus den samlede egenkapital) og får udbetalt sin andel som ansættes på generalforsamlingen.
Udbetalingen sker efter generalforsamlingen og senest den 1. marts. Vedkommende har herefter ikke yderligere krav på foreningen.
I tilfælde af dødsfald tilfalder anparten dødsboet, der herefter kan vælge at fortsætte medlemskabet eller at realisere anparten. Evt. manglende indbetalinger bliver modregnet i anpartens værdi. Værdien vil være den ved senest afholdte generalforsamling vedtagne.
§ 7.
Såfremt et medlem ikke indbetaler kontingent til foreningen rettidigt og ikke berigtiger restancen senest 7 dage efter skriftligt påkrav herom, kan foreningen beslutte, at medlemmet skal ekskluderes, hvorefter medlemmet fortaber samtlige rettigheder til foreningens aktiver og eventuelle formue.
Et ekskluderet medlem kan få eksklusionens lovlighed, og derunder berettigelsen af eksklusionen prøvet ved en voldgift, jfr. § 14. Voldgiften skal træffe afgørelse bl.a. under hensyn til foreningens formål, omfang og økonomi, ligesom voldgiften vil kunne bestemme, at det ekskluderede medlem skal stilles som et lovligt udmeldt medlem (uden overdragelse til tredjemand).
Såfremt et medlem fortaber sin ret tilfalder vedkommendes anpart foreningen. På næstfølgende generalforsamling skal pågældende anpart udbydes til salg blandt de eksisterende medlemmer eller tredjemand.
Anpartens pris fastsættes da af generalforsamlingen og skal som minimum andrage det skyldige beløb for den pågældende anpart.
Såfremt bestyrelsen vurderer, at det vil være det bedste at få afsat anparten inden næste generalforsamling, meddeles dette skriftligt til medlemmerne med anslået pris, hvorefter anparten sælges til denne pris, medmindre der kommer indsigelser mod dette inden 14 dage efter udsendelsen.
§ 8.
Ingen af foreningens medlemmer hæfter for foreningens gæld (udover indskud ved foreningens start og det vedtagne årlige kontingent – max. 1 år).
Hæftelser derudover kræver en enstemmig generalforsamlingsbeslutning og hæftelsen kan aldrig overstige en pro rata hæftelse. Optagelse af lån i foreningens navn kræver accept og underskrift på lånedokument af samtlige foreningens medlemmer, således at foreningen ved optagelse af lån tegnes af samtlige medlemmer af foreningen.
§ 9.
Det påhviler formanden og træneren i fællesskab - på foreningens regning – at holde hesten brugs-/livsforsikret. Forsikringssummen fastsættes i forhold til købspris/løbende værdi. De samme personer skal forud for hver ordinær generalforsamling revurdere om forsikringssummen stadig er af passende størrelse.
§ 10.
I tilfælde af kroniske sygdomme og lignende, der vil have væsentlig indflydelse på hestens ydeevne som væddeløber, kan formanden og træneren indstille til afstemning på generalforsamlingen, hvorvidt hesten skal slås ned eller afhændes på anden måde.
En sådan beslutning kan kun finde sted ved samtykke ved almindelig stemmeflertal af fremmødte medlemmer. I tilfælde af tilskadekomst, hvor hesten lider, kan træneren tage beslutning om nødslagtning.
§ 11.
Hesten skal stå anmeldt i relevante årgangsløb og storløb på travbanen på Bornholm.
Teknisk repræsentant og træneren afgør i fællesskab muligheden for deltagelse i andre årgangsløb og storløb.
§ 12.
Foreningens opløsning kan kun finde sted på en lovligt indvarslet generalforsamling med dette eneste punkt på dagsordenen, og såfremt mindst 3/4 af de tilstedeværende anpartshavere stemmer for opløsningen.
I tilfælde af foreningens opløsning udloddes nettoformuen til foreningens anpartshavere fordelt ligeligt blandt medlemmerne på ophørstidspunktet. Opløsning kræver accept fra 70 % af alle/samtlige anparter og uanset om alle anpartshavere er fremmødt på generalforsamlingen
§ 13.
Det er aftalt, at enhver tvist uanset art og karakter skal afgøres af en voldgift, jfr. nedenfor med hjemsted på Bornholm og efter dansk ret.
Enhver tvist mellem parterne om forståelse eller fortolkningen af de i nærværende vedtægter indeholdte bestemmelser, samt om hvilke regler, der skal finde anvendelse vedrørende forhold, hvorom vedtægterne ikke indeholder bestemmelser, afgøres i mangel af mindelig orden endeligt ved voldgift.
Voldgiftsretten sammensættes af en af hver af de tvistende parter udpeget voldgiftmand, og disse udpeger en landsdommer som opmand. Kan enighed om valg af opmand ikke opnås inden 4 uger efter, at skriftligt forslag herom er fremkommet fra en af siderne overfor den anden, overlades valg af opmand til præsidenten for Østre Landsret.
Voldgiftsretten fastsætter selv reglerne for sagsbehandlingen, og dens kendelse skal være motiveret, i tilfælde af stemmelighed er opmandens stemme udslagsgivende.
I øvrigt henvises til lov nr. 181 af 24. maj 1972 om voldgift.
§ 14.
Indtjente præmier udloddes med lige store andele til hver anpartshaver efter hvert års generalforsamling. Endelig beslutning om udlodning sker dog på den årlige generalforsamling, hvor også anden udlodning eller anvendelse kan besluttes.
Såfremt hesten vinder ærespræmie under karrieren fordeles disse til medlemmerne på skift efter lodtrækning om rækkefølgen. Almindeligt hestemateriale tilfalder hest/træner. Kontante præmier indgår på foreningens konto.
Der udstedes nummererede anpartsbeviser, der danner grundlag for lodtrækning om ærespræmier..
§ 15.
Eventuel beskatning og betaling af afgiften af kontante præmier udredes af anpartshaver og er foreningen uvedkommende.